Jeg arbejder med samtaleterapi og rådgivning. Jeg lægger vægt på at møde dig med nærvær og nysgerrighed og tilpasse terapien til din situation og dine behov.
Mine fokusområder er angst, stress og belastningsreaktioner, depression, sorg og livskriser samt psykiske og kognitive udfordringer efter neurologisk skade.
Min erfaring er fra kommunalt regi og privat praksis, hvor jeg har arbejdet med terapi, rådgivning og neuropsykologisk rehabilitering. Jeg har blandt andet erfaring med erhvervet hjerneskade, hjernerystelse, senfølger efter covid-19 og rådgivning af pårørende til mennesker med demens. Jeg har desuden arbejdet med supervision af andre faggrupper.
Min tilgang tager udgangspunkt i metoder som Acceptance and Commitment Therapy (ACT), emotionsfokuseret terapi, traumeterapi og mindfulness. Jeg lægger vægt på et samarbejde i øjenhøjde, hvor vi sammen finder den tilgang, der bedst hjælper dig videre. Jeg tilbyder samtaler på dansk, norsk og engelsk.