For nyligt kom en ung kvinde først i trediverne til mig. Hun trivedes tydeligvis ikke, men hun var ikke sikker på, hvorfor hun havde det skidt. I løbet af samtalen stillede jeg hende ovennævnte spørgsmål: “Hvad længes du efter?”
Hun fortalte, at hun som barn og ung, havde elsket at male og skrive, men var stoppet med at bruge tid på noget som helst kreativt, da hun havde fået at vide af sin lærer, at hun var dårlig til at skrive. Lærerens stemme var gennem årene blevet til hendes egen indre dommers stemme og både blyanten og penslen havde fået lov at ligge i hendes skuffe siden. Som voksen var arbejdet også kommet til at fylde det meste af hendes hverdag.
Næste gang jeg så hende, fortalte hun, at hun faktisk havde prøvet at male et par gange siden sidst. “Det er rigtig rart”, sagde hun med et lille smil. Jeg sagde til hende, at det var tid til, at hun også gik i gang med at skrive igen. “Det kan jeg ikke”, sagde hun, næsten inden jeg havde gjort min sætning færdig, og med et lettere panisk udtryk i øjnene. Da jeg spurgte ind til hvorfor, fortalte hun, at hun var bange for, at det ville aktivere hendes egen indre dommer og dennes løftede pegefinger og kritik af hendes skriveevner. Og det havde hun bestemt ikke lyst til at udsætte sig selv for. Ved næste session fortalte hun, at hun alligevel havde overvejet mit forslag, at hun gerne ville prøve at skrive og faktisk glædede sig til det. Det var anden gang, jeg så hende smile.